Ny Nordisk Skole – hvad med naturfagene?

Så kom manifestet for “Ny Nordisk Skole”, se www.nynordiskskole.dk. Børne-
og Undervisningsminister Christine Antorini har dermed givet et udspil
til grundlaget for den kommende udvikling af uddannelsessystemet. På
Tidsskriftet MONA vil vi gerne bakke op om forsøget på at udvikle
skolen og uddannelser, og derfor har årets MONA-konference 26. oktober netop temaet “Ny
nordisk skole – hvad er det i matematik og naturfagene?”.

Som optakt til konferencen og som medspil til det netop
offentliggjorte manifest om Ny Nordisk Skole er lavet en analyse af
hvordan dette initiativ kan ses i forhold til naturfagene, af Keld
Nielsen, Aarhus Universitet, og Sebastian Horst, Københavns
Universitet.

Analysen diskuterer de udfordringer der er for naturfagene, og
forsøger at opsummere hvad en ny nordisk naturfagsundervisning kunne
fokusere på, nemlig demokratiudfordringen, individudfordringen og
rekrutteringsudfordringen. Dette fører forfatterne til at anbefale at
Ny Nordisk Skole styrker læreres udvikling af undervisning og
samarbejde, skaber en samtænkning af målbeskrivelser og bedre
efteruddannelse og gør uddannelse til en folkesag hvor alle kan se det
betydningsfulde i naturfagenes bidrag.

Download analysen “Ny Nordisk Skole – hvad med
naturfagene?”

Kreditering af gode undervisningspraksisser

En af de store problemer ved gode undervisningspraksisser er, at de kun svært bliver udbredt til andre. Det har Lotte Rienecker, Peter Stray Jørgensen og Annie Pedersen søgt at råde bod på ved at lave Undervisermetro. Redaktionen kalder det en videndeling-portal om undervisning og vejledning, men jeg synes godt man kunne kalde det for etslags multimedietidsskrift for undervisningspraksisser.

Du kan finde undervisermetroen her: http://undervisermetro.au.dk/  – det er en langsom side, desværre. Her er et eksempel på et bidrag: http://undervisermetro.au.dk/undervisning/aktiviteter-i-undervisningen/speeddating-paa-problemformuleringer/

På den nyligt overståede DUN konference var hørte jeg et oplæg fra redaktionen på Undervisermetroen. På ART på AU får bidragyderne angiveligt timer for at lave deres bidrag og samtidig gennemgår de en redaktionel proces der giver mindelser til peer-review processen kendt fra tidsskrifter.

Det slog mig, at UV-metroen kan ses som en analogi til et tidsskrift. Jeg har lavet et skema der viser hvordan analogien ser ud fra mit synspunkt:

Et tidsskrift UV-metroen
Fungerer som en ramme om en række skriftlige produkter der læses i papirformat. Fungerer som en digital ramme om en række produkter der blander skrift til web-format med andre multimedieudtryk
De skriftlige produkter har en bestemt form og et bestemt format Multimedieprodukterne har en bestemt form og bestemte formater
Der er en peer-review process som involverer redaktører og eksperter på området Der er en redaktionel process der involverer universitetspædagogisk “mindede” redaktører og fagfolk inden for underviserens område
Man kan citere papers som dermed bliver set som mere inflydelsesrige og giver prestige til dem der har skrevet dem. Man kan citere/pege på produkter på undervisermetroen.
Et paper viser kun den del af forskningen som forfatterne og journalen vælger at bringe. Multimedieprodukterne omhandler kun den del af undervisningen som bidragyderne og redaktørerne vælger at vise.
Et paper er en bestemt skrivegenre: det er vel essentielt set et argument (evt. for en idé) Et bidrag på UV-metroen er bestemt genre: det er essentielt en instruktion (af en praksis)

Analogien bryder formentlig sammen et eller andet sted. For eksempel tror jeg ikke at alle indlæg på en UV-metro behøver at illustrere noget nyt – det kan vel sagtens være en undervisers måde at bruge en kendt metode på.  Men jeg synes der er grobund for en måde at kreditere undervisning som på sigt kan udvikle sig til at være en pendant til hvad papers gør.

Måske vil det kræve en stor strategisk indsats, men måske er ideen god nok til at der bare skal nok ”metroer” i søen. Personligt synes jeg IND med støtte fra SCIENCE bør søsætte et lignende projekt for naturfagsundervisere på fakultetet.

Jeg synes det er vigtigt at tænke i,  hvordan undervisning meriteres og krediteres, hvis vi gerne vil have, at forskere generelt tager undervisningen alvorligt.

Hvorfor falder de studerende fra?

Hvad gør man, hvis man som uddannelse undres over frafald af studerende? På datalogi på Københavns Universitet der går man online, og med stor succes. Studieleder Torben Mogensens indlæg på Version2 (http://www.version2.dk/blogs/torben-mogensen) har fået nuværende, tidligere, frafaldne studerende – forskere og ansatte til tasterne. Og fluks har man et lille stykke empiri om frafald på datalogi. Her på bloggen mener vi, at initiativet både er interessant og sympatisk. Et centralt spørgsmål man som læser sidder tilbage med er dog: hvad er frafald?, da det tilsyneladende er et underliggende præmis for de forskellige indlæg. Studielederen Torben Mogensen skriver i den forbindelse to ting, som særligt springer i øjnene.

1. “Vi kan lade være med at betragte frafald som et problem men i stedet betragte det som en form for de facto adgangsbegrænsning, blot after the fact i stedet for før optag.” 
Vores forskning tyder på, at der ikke findes et ’naturligt’ frafald. De studerende der falder fra, møder i høj grad de samme udfordringer som dem der bliver. Derfor peger flaskehalsen ikke kun på de studerende, der ender med at forlade studiet, men også på den undervisning og det indhold de studerende møder.

2. “Vi kan prøve at ændre på indhold og undervisningsformer, selv om der ikke er evidens for, at det faktisk vil virke.”
Faktisk er der evidens for at undervisningsformer og indhold har en effekt på frafald. Fx ved vi at små hold/ vejledningsgrupper virker. Ligesom studenter-involvering og en tydelig ramme omkring indholdet, kan være væsentlige redskaber til at hjælpe de studerende til at se relevansen af det indhold de præsenteres for.

Se debatten på http://www.version2.dk/blog/hvordan-mindskes-frafald-45290

Læs mere om frafald her:

“Undervisning – det er kun når læreren er i klasselokalet”

Så har der igen været debat om at lærere “underviser for lidt” – denne gang var det gymnasielærere der holdt for, men heldigvis har Detektor (se indslaget “Så meget underviser gymnasielærerne”) undersøgt data og klart vist at der vist ikke rigtig var den historie i det som både Undervisningsministeriet og mange medier mente.

Diskussion rejser dog spørgsmålet om hvad “undervisning” er for noget – og hvad man egentlig lærer noget af. For det lader til at mange stadig mener at det vigtigste i en uddannelse af at læreren står og “underviser” i klasselokalet, altså konfrontationstimer med læreren. Men er det ikke en noget forældet opfattelse. Det afspejler en tro på at jo mere læreren er i klassen, desto mere lærer eleverne. Men det afgørende er jo hvad man laver. Hvis det bare være lærerens tid i klasserummet der betød noget, var der vist ret mange universitetsuddannelser hvor læringsudbyttet var for lille.

Jeg kunne godt tænke mig en diskussion på et lidt højere niveau der handlede om hvad læreren sætter de lærende til i stedet for bare at insinuere at lærere ikke arbejder…

 

Ph.d.-studerende spilder tiden – hvis de uddanner sig for snævert…

I dagens Information argumenterer Forskningspolitisk Råd for at kravet om et halvt års kurser til alle ph.d.-studerende gennem deres tre års forskeruddannelse skal fjernes. Udtalelsen bygger vel på Rådets positionspapir vedr. ph.d.’er. Argumentet er hovedsageligt at man har hørt om nogen der ikke kunne finde relevante kurser og at studerende og vejleder da selv kan finde ud af hvad der er bedst. Nu er jeg jo stor tilhænger af universiteternes selvbestemmelse. Men det forekommer som en lidt tynd argumentation. Konklusionen kunne jo lige så godt være at udbuddet af kurser er for ringe. Det lader ikke til at der er undersøgelser af hvordan de ph.d.-studerende og deres vejledere oplever det. Var det ikke en idé at Forskningspolitisk Råd fik en sådan undersøgelse lavet?

Problemet er vel at vi endnu ikke rigtig ved hvad hvordan det vil gå med de mange ph.d.-uddannede der er kommet i løbet af de sidste fem år: Vil de finde forskerjob lige som de fleste af ph.d.’erne gjorde det tidligere (85 % i 2008 jf. postionspapiret)? Meget tyder på at universiteterne slet ikke kan bruge så mange ph.d.’er selv, så derfor vil deres arbejdsmarked være langt bredere end tidligere. Det taler for at sikre at de får en forskeruddannelse der er lidt bredere end blot at være forsker inden for et højt specialiseret område. Diskussionen skulle hellere handle om hvordan vi sikrer det.

Et eksempel er at det er oplagt at sikre at alle ph.d.-studerende opøver kompetencer i at undervise – eftersom det er en meget nærliggende aktivitet at udføre hvad enten man får et forskerjob eller et andet job. Og jeg tror ikke  nødvendigvis den ph.d.-studerende og vejlederen har blik for det når de fokuserer på hvordan et forskningsprojekt bedst muligt skrues sammen. Så for at sikre at den ph.d.-uddannede ikke får en for snæver kompetenceprofil, kan et udefrakommende krav – fx om at skulle opøve kompetencer i at undervise (hvilket allerede findes på flere ph.d.-skoler) – være glimerende.

Forskere skal undervise – vi ved godt hvorfor de ikke gør det

Morten Østergaards kronik 16. marts i Politiken efterlyser at alle forskere skal undervise på universitetsuddannelser. Heldigvis for ministeren sidder han selv med en hovednøgle til at ændre situationen – nemlig finansieringen af universiteterne.

I sommer udkom en hvidbog om udvikling af universitetsuddannelse. Hvidbogen gør det klart at der kan ske forbedringer på flere niveauer. Men det er afgørende at der på nationalt niveau bliver gjort noget for at rette den systemfejl som skyldes politikerne selv: Forskningens finansieringssystem virker negativt på uddannelserne.

Systemet flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen om forskningsmidler. De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen, har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering – hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler – har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at søge forskningsmidler og udføre den bevilligede forskning, der ofte er afkoblet fra undervisningen.

Så hvis ministeren vil ændre dette, skulle han tage og starte med at ændre kravene til uddeling af forskningsmidler.

Det ville gavne universiteternes muligheder for at skabe bedre undervisning hvis en større andel af midlerne forblev basismidler. Men alternativt kan de konkurrenceudsatte midler kobles til uddannelse og således bidrage til at sikre at samfundet for alvor får et afkast af de mange milliarder der investeres i forskning.

Det er simpelthen spild af ressourcer at opbygge store forskningsmiljøer der ikke har direkte og målbar effekt på uddannelse.

Konkret kan man kræve at det indgår i enhver forskningsansøgning hvordan forskningen tænkes anvendt i uddannelse. Planer for hvad forskerne underviser i, hvilke undervisningselementer der kan kobles til forskningsaktiviteterne, og hvordan dette passer med kompetencemålene for bestemte uddannelser, burde indgå i alle bevillinger.

Samtidig kan ministeren passende arbejde for at ændre stillingsstrukturen for universitetsansatte: Der skal i ALLE videnskabelige stillinger stilles krav til udvikling af undervisningskompetencer, herunder også den efterhånden meget anvendte stilling, post.doc.

Det har ofte været fremført fra politisk side at universiteterne skal bedrive erhvervsrelateret forskning for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at det er gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden heraf.

Hej Verden!

Velkommen til didaktik.sites.ku.dk. Det er en blog om uddannelse, naturfagsdidaktik, universitetspædagogik, uddannelsesvidenskab – og beslægtede emner!

Skribenterne er alle tilknyttede Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet.  Bloggen udtrykker enkeltpersoners mening og er ikke nødvendigvis udtryk for instituttets holdning.

Alle er velkomne til at kommentere på indlæggene. Vi forbeholder os dog ret til redigere indlæg der ikke følger retningslinjer og god netikette.

God fornøjelse!

Sebastian Horst